Guide til rådgivningsforløb i InnovaThy

Et effektivt og vellykket rådgivningsforløb starter med dig selv. Vi har udarbejdet en guide til hvordan du bedst muligt forbereder dig til et rådgivningsforløb i InnovaThy. Og vi hjælper dig naturligvis igennem hele processen.

1. Tag kontakt

Har du en god idé til et produkt eller en forretning, men er i tvivl om hvordan du kommer i gang med udviklingsarbejdet, så kontakt en medarbejder i InnovaThy eller udfyld kontaktformularen. Sammen tager vi en snak om din idé og vurderer hvilken type erhvervsrådgivning du har brug for.

2. I gang med et rådgivningsforløb

Hvis det vurderes, at din idé vil kunne videreudvikles gennem et rådgivningsforløb i InnovaThy indkalder Sekretariatet Erhvervspanelet til et møde med dig. Erhvervspanelet består af en række repræsentanter fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner i Thisted Kommune. Panelet sammensættes så det passer til netop dine behov.

3. Forberedelse til mødet med Erhvervspanelet

For at sikre optimalt udbytte af dit møde med Erhvervspanelet er det vigtigt, du forbereder dig grundigt. Medarbejderne i InnovaThy Sekretariatet kan hjælpe med råd og vejledning. Her følger i punktform en række spørgsmål du skal have overvejet inden du går ind til mødet med Erhvervspanelet. Det er ikke meningen du skal være afklaret på alle punkter, blot du på forhånd har tænkt over spørgsmålene. Personlige resurser:

  • Har du mulighed for selv at investere i projektet
  • Hvor meget tid kan du bruge på udviklingsarbejde om ugen
  • Hvilke personlige kompetencer ser du som vigtige for gennemførelsen af dit projekt
  • Besidder du disse kompetencer eller skal du have yderligere uddannelse
  • Hvad er dit mål
  • Vil du starte egen virksomhed eller sælge din idé til en etableret virksomhed
  • Hvis du allerede har en virksomhed, er den så gearet til din nye idé
  • Har du branchekontakter, eller har du brug for at udvide dit netværk

Selve idéen:

  • Er der noget nyt ved din idé
  • Kan produktet beskyttes/patenteres
  • Hvor langt er du i udviklingen
  • Hvad skal der til, før idéen er færdigudviklet
  • Er der tekniske udfordringer, der ikke er løst
  • Hvordan skal produktet fremstilles

Markedsforhold:

  • Hvilket markedspotentiale er der i idéen
  • Hvilke konkurrenter findes på markedet i dag
  • Realistisk kostpris på det endelige produkt
  • Realistisk salgspris
  • Hvilke salgskanaler forestiller du dig kan benyttes.
4. Lav en forretningsplan

Det kan være relevant for dig at udfylde en forretningsplan inklusiv budget. Forretningsplanen er et godt værktøj til at klarlægge hele strukturen og konceptet bag din forretningsidé både overfor dig selv og de, der skal rådgive dig. Lav en forretningsplan også selv om du ikke ønsker at starte egen virksomhed. Forretningsplanen giver et troværdigt billede af potentialet i dit projekt for dig og for panelet.

5. Træn din præsentation

Du har maksimalt 15 minutter til at præsentere din idé for Erhvervspanelet. Derfor er det vigtigt, at du har øvet dig på hvad du vil sige og at du fremlægger din idé klart og tydeligt. Forklar grundidéen inden for de første to minutter. Derefter kan du gå i dybden med tekniske detaljer. Sørg for, at eventuelle tegninger er til at læse og forstå. Lav evt. en visuel præsentation f.eks. en power point. Lad ikke teknikken fylde det hele. Det, at du kan vise stort kommercielt potentiale i din idé, er mindst lige så vigtigt som tekniske detaljer. Det tekniske i din idé kan næsten altid løses, men potentialet i din idé er i sidste ende, det du bliver vurderet på. Tal ikke for hurtigt og henvend dig til panelet, så de mærker dit engagement. Det er helt naturligt at være nervøs, men hvis du er godt forberedt har du mindre grund til nervøsitet.

6. Vær forberedt på kritik

Det er Erhvervspanelets opgave at give dig kritik såvel som rådgivning og sparring. Tag det derfor ikke personligt, hvis dele af din præsentation bliver forkastet. Det er konstruktiv kritik, som skal lede dig væk fra blindgyder og gøre dig helt skarp på dit produkt og dine mål. Det kan være hårdt at modtage kritik af dit hjertebarn, men du vil opleve, at kritik fra erfarne erhvervsfolk vil spare dig for at begå de værste begynderfejl. Og det er bl.a. det InnovaThy handler om: At vi kan stå på skuldrene af de, der har prøvet det før og på den måde nå længere.